Birkerød Kammermusikforenings generalforsamling

Torsdag d. 10. april 2014

 

50.

sæson

Sæsonens første koncert fandt sted tirsdag d. 10. september 2013. Og den havde ud over musikken et ekstra indslag på programmet. Vi havde nemlig den glæde, at Rudersdal Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg havde valgt at lade Rudersdal Kommunes kulturpris 2013 tilfalde Kammermusik- foreningen. Borgmesteren overværede koncerten sammen med enkelte andre repræsentanter for kommunens styre og gav os venlige ord med på vejen - og inviterede alle på en forfriskning i pausen. En rigtig opmuntrende begyndelse på den sæson, hvor vi fejrer 50 års jubilæum. Den Dansk Strygekvartet, som den aften besøgte os for 5. gang, havde i den første del sat Haydns “Solopgangen” på programmet og yderligere krydret den med kvartettens egne arrangementer af nordisk folkemusik. Efter pausen blev et af Beethovens allersidste værker, den store kvartet opus 132, spillet for os på forbilledlig måde.

 

Onsdag d. 9 oktober var violinisten Gina McCormack og pianisten Nigel Clayton på genbesøg. De havde sammensat et spændende og varieret program med værker af Beethoven, Szymanowski, Robert Schumann og Richard Strauss, altså værker, som ikke alle høres ofte men som det er berigende at stifte bekendtskab med. Og musikerne formåede at give den store tilhørerskare en meget fin oplevelse.

 

Onsdag d. 23. oktober var Gefion Strygetrio på scenen. Hvor repertoiret for strygekvartet nærmest er uden ende gælder der ikke helt det sammen for strygetrioens besætning. Men også her er der perler, og blandt dem havde musikerne valgt værker af Beethoven, Kodåly, Sibelius og Martinû. De tre musikere, som dannede trioen for ti år siden, gav os rigtig god aften.

 

Torsdag d. 5. december var der programsat en koncert med Den danske Blæserkvintet og Elisabeth Westenholz. Men den dag bestemte stormen Bodil hvad der skulle foregå og hvad der ikke kunne foregå! Koncerten måtte - som meget andet den dag - aflyses. Men det blev heldigvis muligt at gennemføre den senere i sæsonen.

 

Fordelingen af denne sæsons program blev derfor 3 koncerter før jul og 5 koncerter efter jul. Det har naturligvis påvirket regnskabet, da vores regnskabsår følger kalenderåret mens sæsonen følger skoleåret.

 

Første aktivitet i det ny år var så Nytårskoncerten, som afvikles i samarbejde med Mantziusgården. Som det efterhånden er en tradition havde vi LTSO på scenen sammen med dirigent og solist, valgt af LTSO. Dirigenten var Erik Jacobsen, som har dirigeret mange forskellige orkestre, og solisten var professor Mogens Andreasen, som har haft utallige aktiviteter inden for alt vedrørende messingblæsermusik. Op til koncerten tvivlede vi noget på om publikum ville opfatte programmet som en “nytårskoncert”. Det er imidlertid vores bestemte indtryk, at man var glade for koncerten. Det kan i øvrigt bemærkes, at kun få af Kammermusikforeningens medlemmer kommer til nytårskoncerterne, uanset hvad der er på programmet. Til gengæld lader nytårspublikummet sig ikke lokke til kammermusik!

 

Mandag d. 27. januar havde vi besøg af Menuhin Festival Piano Quartet, hvor danske Troels Svane spiller cello. Koncerten var et led i en turne til en række musikforeninger, hvilket undertiden øger muligheden for at engagere et udenlandsk ensemble. Igen var der et Beethoven-værk på programmet - det er der heldigvis rigtig ofte i disse år! - og dertil en kvartet af den spanske komponist Turina (som vi ikke kendte på forhånd) og Brahms’ fine kvartet opus 26. En rigtig god aften.

 

I vinterferien, nærmere bestemt onsdag d. 12. februar, kom så Den Danske Blæserkvintet og Elisabeth Westenholz og spillede den koncert, som vi blev snydt for før jul. Det var kvintettens 10. besøg i Birkerød Kammermusikforening - og det blev også det sidste, for efter mere end 45 års samspil har kvintetten besluttet at holde op som kvintet, og koncerten hos os var den næstsidste i årenes utrolig lang række af koncerter. Det var en fantastisk aften, hvor vi lidt bekymrede så efter, om der nu blev plads til alle koncertgæsterne - men det gik!

Samspil med Elisabeth Westenholz har kvintetten dyrket en del i de senere år, og aftenens værker havde forskellig besætning, lige fra et værk af Schubert for soloklaver til en sekstet af Poulenc. Derudover var også Mozart og Beethoven på programmet.

Aftenen kan som nævnt ikke gentages -  men vi havde gerne gjort det, hvis det var muligt!

 

Mindre end to uger senere, tirsdag d. 25. februar, så scenen helt anderledes ud. 2 pianister og to percussionister, 2 x 2p, indtog rummet med mange slagtøjsinstrumenter og to klaverer, hvoraf musikerne selv medbragte det ene. De spillede værker af Holmboe, Nørgård, Poulenc, Berio og Helweg var alle skrevet i det 20. århundrede men bestemt ikke ensartede. Der var oplevelser for både ører og øjne med den store opstilling af slagtøj og også med nodearkenes flugt hen over klavererne. Og med suverænt spil og gode kommentarer fra musikerne om de enkelte værker. Man bør holde udkig efter 2x2pvs kommende koncerter.

 

Allerede torsdag d. 13. marts havde vi besøg af Storstrøms Kammerensemble som havde givet deres koncert overskriften “Bøhmisk forår”. Et afvekslende program, hvad angår både komponister og instrumentsammensætning. Anton Reicha, Bohuslav Martinû og Dvorak, strygere og blæsere - og klaver og harpe - vi fik fornøjelsen af det hele. Og som ekstranummer et arrangement af en Slavisk Dans af Dvorak for alle de otte musikere. Festligt!

 

Sæsonens sidste koncert havde vi så onsdag d. 2. april. Vi tilstræber at dette er “de unge talenters” koncert. Det var det da også med Trio Misto - unge og talentfulde, men langtfra uprøvede musikere. Men de har lyst til at spille i mange forskellige sammenhænge, og trioen blev dannet for et år siden, da to af de involverede havde deres debutkoncerter (efter mange års aktiviteter inden for både kammermusik og orkesteransættelse) og gik sammen med en meget aktiv pianist. Klarinet, bratsch og klaver en ikke helt almindelig sammensætning af instrumenter, Men i såvel det 18., 19. og 20. århundrede har komponister brugt den, og vi hørte værker af Mozart, Schumann, Kurtåg og Bruch.

 

Jeg vil benytte lejligheden til at sige tak for de mange positive tilkendegivelser, som jeg får efter vore koncerter. Og jeg håber, at vore medlemmer også fortæller til venner og bekendte, at der er gode koncerter at høre vinteren igennem i Mantziussalen. Det bringer Rudersdal Avis og Frederiksborg Amtsavis faktisk ikke meget om. I efteråret havde vi næsten fornemmelsen af helt at være boykottet af de to -  ikke et ord om at det har været en jubilæumssæson, ikke et ord om tildelingen af Kulturprisen. Næsten intet om koncerterne. Men på det seneste er situationen bedret noget, så det har næppe været ond vilje. Bessi Birkelund har oprettet en facebook-side for Birkerød Kammermusikforening og når mange via den kanal, som et godt supplement til hjemmesiden, der jo ikke selv gør opmærksom på at der er nyt at se. Men at hjemmesiden stadig er en god kilde til information vil jeg igen i år takke Andreas Rasch for. Han prøver at holde mig i ørerne.

Til slut: Tak for det gode samarbejde i bestyrelsen og for hjælpen fra alle involverede. Også tak til revisor. Og endelig til Asger Alm og til hans medarbejdere. Et så positivt samarbejde, som de giver os, er bestemt ikke nogen selvfølge.